1 January, 2008 |

vedovn

Landdagspolitikeren, der aflgger sin miljøministered i Hessen i 1985, og forbundsdagspolitkeren, der aflgger sin udenrigsministered i Bonn i 1998. Udenrigsministeren, der ved De Grønnes landsmøde i 1999 i Bielefeld får smidt rød maling i hovedet, vicekansleren side om side med chefen, Gerhard Schruder, og mennesket ved Ground Zero kort tid efter 11. september 2001. Ls mere om joschka fischervenstrefløjen”Jeg blev meget ked af det, da jeg så billederne fra New York. Den dag ser jeg som en csur for den tyske udenrigspolitik. Siden har verden ikke vret den samme,” siger Joschka Fischer som begrundelse for, at første bind af hans erindringer ender på denne dag. Hermed anslår han en realistisk, pragmatisk tone, der er gennemgående i hans bog. Han er godt klar over, at han af store dele af venstrefløjen opfattes som en vendekåbe, der har svigtet idealerne. Men som han sidder der med det velkendte fischerske mundtøj godt smurt, nyder han, at han har skrevet en interessant bog, hvor han konstant hlder salt i sårene på både 1968′er-generationen og venstrefløjen af i dag. Vold og romantik I 2001 offentliggjorde journalisten Bettina Ruhl, som er datter af terroristen Ulrike Meinhof, de såkaldte Fischer-Slagsmåls-Fotos, der er optaget ved en gadekamp i Frankfurt i 1973. Her ser man en ung Joschka Fischer med hjelm i frd med at banke en politibetjent. Ruhl var i 2001 ved at skrive en biografi om Fischer. Den udkom aldrig, idet forlaget, som også er Fischers forlag, trak kontrakten tilbage. Det mente, at Ruhl førte kampagne mod den davrende udenrigsminister. Fischer skriver i sin bog, at han, da slagsmåls-billed-debatten var på sit højeste, overvejede at trde tilbage. “Hvorfor skulle jeg udstte mig for det? Det ville vre smertefrit at gå selv. Men jeg valgte altså ikke at lave en Lafontaine,” smiler Fischer og henviser dermed til Oskar Lafontaine, i dag Venstrepartiets leder, der forlod den rød-grønne regering og sin post som finansminister efter kun et halvt år på posten. Efter Fischers opfattelse rendte Lafontaine fra sit ansvar og en statskasse, hvor bunden var gået ud. “Rüdiger Safranski, der har skrevet en vidunderlig bog om den tyske romantik, har fået mig til at forstå, at venstrefløjens voldelige handlinger i 1970′erne havde sine rødder dybt plantet heri. Når jeg i dag taler til unge mennesker, fortller jeg dem altid, at det at overskride grnsen til vold for én selv, for andre og for den sag, man kmper for, i 99,9 procent af tilfldene er forkert. Jeg er ikke pacifist. Muligheden for at forsvare min frihed og mit liv vil jeg ikke udelukke. Men du opnår ikke en bedre verden med vold. Højst nullinjen. Det forstod vi ikke dengang, og det var en stor fejl,” siger Fischer. Kosovo og Afghanistan At Joschka Fischer ikke er pacifist, blev klart for hans parti, De Grønne, og for den tyske befolkning, da han i 1999 tilsluttede sig NATO’s beslutning om at intervenere i Kosovo for at stoppe Slobodan Milosevic. Det blev det demokratiske Tysklands første deltagelse i en krig siden Anden Verdenskrig, og Fischers beslutning var ikke populr blandt hans egne. I maj 1999 måtte han på partiets kongres i Bielefeld opleve, at en aktivist smed rød maling mod hans højre øre og sprngte hans trommehinde, kort før han skulle holde, hvad han i bogen kalder “sit livs vigtigste politiske tale”. “Når venstrefløjen ikke har en indre trå vedovn

Kommentarfeltet er stengt.